Indhold
Tving (verb)
forældet stavemåde af håndhævelse
Håndhæve (verb)
At følge med, pålægge eller gennemføre noget, ikke nødvendigvis med magt. fra 17thc.
"Politiet er der for at håndhæve loven."
Håndhæve (verb)
At give styrke eller kraft til; at bekræfte, at understrege. fra 15thc.
"Offeret var i stand til at håndhæve hans bevis mod den påståede gerningsmand."
Håndhæve (verb)
At styrke (et slot, by osv.) Med ekstra tropper, befæstninger osv. 14th-18thc.
Håndhæve (verb)
For at intensivere, gør stærkere, tilføj kraft til. 14th-18thc.
Håndhæve (verb)
At udøve sig selv, at prøve hårdt. 14th-17thc.
Håndhæve (verb)
At tvinge, forpligte (nogen eller noget); at tvinge. fra 16thc.
Håndhæve (verb)
At skabe eller vinde med magt; at tvinge.
"at håndhæve en passage"
Håndhæve (verb)
At sætte gang i handling eller handling ved vold; at køre.
Håndhæve (verb)
At give kraft til; at styrke; at styrke at trænge til med energi.
"at håndhæve argumenter eller anmodninger"
Håndhæve (verb)
At trænge; at lægge hårdt på; at lægge meget på.
Håndhæve (verb)
At bevise; at undvige.
Håndhæve
At sætte kraft på; at tvinge; at begrænse; at tvinge; som at håndhæve lydighed mod kommandoer.
Håndhæve
At skabe eller vinde med magt; at opnå med magt som at håndhæve en passage.
Håndhæve
At sætte gang i handling eller handling ved vold; at køre.
Håndhæve
At give kraft til; at styrke; at styrke; at trænge til med energi; som for at håndhæve argumenter eller anmodninger.
Håndhæve
At sætte i kraft; at få virkning; at give virkning til; at henrette med kraft; som at håndhæve lovene.
Håndhæve
At trænge; at lægge hårdt på; at lægge meget på.
Håndhæve (verb)
At forsøge med magt.
Håndhæve (verb)
At bevise; at undvige.
Håndhæve (verb)
At styrke; at vokse stærk.
Håndhæve (substantiv)
Kraft; styrke; strøm.
Håndhæve (verb)
sikre overholdelse af love og regler;
"Anvend reglerne på alle"
Håndhæve (verb)
tvinge til at opføre sig på en bestemt måde;
"Sociale forbindelser pålægger høflighed"
